Af Helena Moustgaard
A Quiet Place: Day One finder sted over et år før begivenhederne i den John Krasinski-instruerede originale film, der havde stor succes i biograferne i 2018. Filmen lover at lade seerne “discover why our world went quiet”, når den udforsker, hvordan det gik til, da franchisens lydfølsomme monstre kom til Jorden. Der er store stjerner på plakaten med navne som Djimon Hounsou, Alex Wolff og Denis O’Hare, men det er Lupita Nyong’o, der løber med al opmærksomheden som hovedpersonen Sam.
John Krasinski har givet faklen videre til instruktør Michael Sarnoski, og man kan godt mærke, at filmserien har fået en ny stemme. Situeret i New York City følger vi kræftpatienten Sam, som for første gang i lang tid bevæger sig ud i storbyen i sin søgen efter et sidste stykke ægte New York-pizza. I New York City er støjniveauet i gennemsnit 90 decibel – det svarer til lyden af et konstant, langtrukkent skrig. Sams planer bliver udfordret, da monstre falder som meteorer fra himlen mens panik og rædsel hurtigt breder sig. Jorden er blevet invaderet af grusomme blinde væsner, hvis super-sensitive hørelse betyder, at mennesker kun kan overleve ved at være fuldstændigt lydløse. Selv den mindste støj betyder massakre.
New York City-rammen markerer et betydeligt skift fra de afgrænsede, landlige omgivelser, der prægede de første to film. Den urbane setting forvandler historien fra stum horror til en apokalyptisk katastrofefilm, hvor vi ser det totale kaos, som monsterinvasionen bringer. Filmen er større, hurtigere, højere og mere typisk for gyserblockbuster-genren end de tidligere film. De små, stille øjeblikke af rædsel, der fik en til at holde vejret i frygt, er byttet ud med højlydt og skræmmende monsterødelæggelse. I denne film skal vi være mere bange for de lydhadende, generiske zombie/edderkoppe-monstre a la The Last of Us (2023) eller Ridley Scott’s Alien (1979), end vi er for den viscerale udfordring det er at være komplet lydløse. Flere af monsterscenerne kunne været taget ud af enhver rumvæsen-film og virker unødvendige for handlingen, som ellers er et stærkt og rørende karakterstudie.
Det er en del af kernen i filmserien, at det ikke kun handler om at skræmme publikum – det handler om at få seerne til at føle med familierne i den farlige verden. I A Quiet Place: Day One er det Oscarvindende Lupita Nyong’o, der bærer fortællingen med fantastisk skuespil, som lydløst udtrykker Sams frygt, når kaosset er på sit højeste. Sammen med manden Eric (Joseph Quinn) forsøger hun at finde små glimt af håb og menneskelighed blandt frygt og desperation. Det er oprigtigt og sørgmodigt, og det imponerende skuespil gør filmen seværdig, især når det kombineres med nogle hjertepumpende actionscener, der bruger lydens tilstedeværelse eller fravær til at øge angsten.
Sarnoski viser som Krasinski, hvordan den lydløse scene kan være mere nervepirrende end den største eksplosion, men i det store hele er der bare for meget lyd. Når resten af verden er så stille, gør underlægningsmusikken for meget opmærksom på sig selv, og med den larmende storby skabes der ikke den intense og frygtindgydende stilhed, vi følte i de første film. Filmen giver heller ikke mere forklaring på de spørgsmål, man har siddet med efter de tidligere film, og vi lærer intet nyt om monstrenes ankomst eller afstamning.
Selvom A Quiet Place: Day One til tider larmer lidt for meget, leverer den stadig øredøvende spænding og skræk, der vil efterlade publikum åndeløse, og viser, at selv i en verden fyldt med kaos og rædsel, er der plads til håb og menneskelig forbindelse.
Kommentarer